Idrætsfabrikkens historie

Idrætsfabrikken er et mindre, fleksibelt anlæg, der via sin decentrale placering i nærmiljøet på Vesterbro, er med til at løfte opgaver, som de centrale anlæg og den tilhørende organisering ikke kan. Før Idrætsfabrikken rykkede ind, husede lokalerne en maskinfabrik. Ved tæt kontakt til nærmiljøet kan der stilles færre krav til formel organisering, deltagerne kan inddrages omkring fælles ansvar for anlægget og der kan prioriteres i forhold til mindre ressource stærke idrætsgrupper, på samme måde, som der kan tænkes i tiltag til etablering af kontakt til og opsamling af dem som ikke er idræts- og foreningsvante. Idrætsfabrikken har via sine vedtægter forpligtiget sig til at være et anlæg, hvor der er plads til marginaliserede og ikke foreningsvante brugergrupper. Idrætsfabrikken er en selvejende institution med egen bestyrelse.

Idrætsfabrikken har en stor og mangfoldig brugergruppe: Skoler, institutioner, idrætsforeninger, fodboldklubber og ”specialforeninger” er blot et udsnit af dem, der har deres gang på Idrætsfabrikken. Herudover lejer Idrætsfabrikken lokaler ud til fester og arrangementer.

Idrætsfabrikken er til daglig et røg- og alkoholfrit anlæg. Til fester dispenseres der dog for alkohol. Rygning er permanent ikke tilladt på anlægget.

Vesterbro er en bydel i København med ca. 37.000 indbyggere. Hvad angår idrætsfaciliteter rådede bydelen indtil år 2000, hvor Idrætsfabrikken og DGI-byens Vandkulturhus stod færdigt, over én kommunal svømmehal, DGI-Byen med en idrætshal, en stor gymnastiksal og et forsamlingshus, de seks folkeskolers gymnastiksale samt to mindre sale i forbindelse med fritidsinstitutioner i lokalområdet.

Udendørs findes ingen græsbaner, men kun de etablerede asfaltanlæg, som kan anvendes til diverse former for boldspil. De lokale fodboldklubber holder til på Valby Idrætspark eller på Bavnehøj Idrætsanlæg i Kgs. Enghave, hvor der er to 11-mandsbaner til rådighed for ca. 50 fodboldhold i alle aldre. Alt i alt meget få faciliteter til mange mennesker.

En befolkningssammensætning dels uden kulturel foreningstradition og dels uden socialt overskud til foreningsarbejde (op mod årtusindskiftet var ca. 60% af børnene i bydelens folkeskoler tosprogede og ca. 40% af bydelens befolkning står udenfor arbejdsmarkedet), sammensat med de sparsomme idrætsfaciliteter har betydet, at foreningslivet på Vesterbro i mange år har haft elendige vilkår at eksistere under.

Kristeligt Studenter Settlement (som senere har ændret  navn til Settlementet på Vesterbro) har siden midten af 70’erne via etableringen af SSB, Studenter Settlementets Boldklub, gjort et stort stykke arbejde for at sikre Vesterbros beboere bedre faciliteter og foreningsvilkår.

Dette har blandt andet ytret sig med et stort stykke synlighedsarbejde overfor statslige og kommunale myndigheder samt overfor de store idrætsforbund. Vi var i en tidlig fase inde omkring DGI’s beslutning om at placere sit Landscenter Øst, DGI-Byen, på Vesterbro, således at bydelen med udgangen af 1997 fik sit “nødvendige” centrale idrætsanlæg. Et tilbud til de etablerede, organiserede forenings- og aktivitetstilbud, som bydelen trods alt havde at byde på. Samspillet mellem de kommunale myndigheder, DGI og lokalmiljøet gjorde det dog meget hurtigt klart, at det centrale anlæg – DGI-byen – i forhold til opsamling, organisering og udslusning af de mange uden tradition for foreningstilhør, havde sine voldsomme begrænsninger. Dels var det til rådigværende timeantal, via aftalen mellem Københavns Kommune og DGI, trods alt begrænset, dels blev det meget hurtigt klart, at DGI-byen rimeligt hurtigt ville blive fyldt op med eksisterende foreningstilbud, der via etablerede administrationer hurtigt kunne synliggøre sig for og opsamle velfungerende børn, unge og familier fra lokalt som centralt hold.

Taberne i dette spil ville være de samme befolkningsgrupper, som SSB via sit daglige virke i bydelen altid havde haft som sine målgrupper – dels de børn og unge, der af sociale og kulturelle grunde ikke opsøger foreningerne, og dels de mange voksne, der ikke har tradition for at organisere sig eller af forskellige årsager ikke kan gøre sig i normale foreningssammenhænge.

Derfor var det oplagt for SSB at fortsætte arbejdet med at få yderligere faciliteter til bydelen. For at kunne løse ovennævnte opgaver var det vigtigt at få etableret mindre decentrale anlæg tæt på folks bolig. Anlæg der, både i økonomi og styringssammenhænge, kunne lægge op til andre former for organiseringer, kunne prioritere mere “skævt” i forhold til mindre ressource stærke grupperinger m.m. Sådanne anlæg skal ses i et samspil med det centrale anlæg med dialog og samarbejde omkring funktioner, timetildelinger m.m. som en naturlig ting.

Dette var udgangspunktet da SSB i forsommeren 1998 efter nogle forøvelser gik i gang med at udvikle SSBs forenings- og aktivitetscenter Idrætsfabrikken. Via en finansiering på omkring 15 millioner kroner, fordelt ca. ligeligt på midler fra offentlige kanaler og fra private fonde og puljer, lykkedes det at få Idrætsfabrikken gjort klar til indvielse i september 2000. Idrætsfabrikken er en selvstændig institution med egen bestyrelse og vedtægter.

Idrætsfabrikkens bestyrelse består af:

Settlementet på Vesterbro: Carsten Clausen – Peter Gorm Hansen.

SSB – Studenter Settlementets Bodklub: Lars Nygaard.

VIS – Vesterbro Idræts Samvirke: Rie Wollny.

Brugergruppen

Åben plads – jvf vedtægter ikke besat endnu.