Vesterbro er en bydel i København med ca. 37.000 mennesker. Hvad angår idrætsfaciliteter rådede bydelen indtil år 2000, hvor Idrætsfabrikken og DGI-byens Vandkulturhus stod færdigt, over én kommunal svømmehal, DGI-Byen med en idrætshal, en stor gymnastiksal og et forsamlingshus, de seks folkeskolers gymnastiksale samt to mindre sale i forbindelse med fritidsinstitutioner i lokalområdet.

Udendørs findes ingen græsbaner, men kun de etablerede asfaltanlæg, som kan anvendes til diverse former for boldspil.

Altså meget få faciliteter til mange mennesker.

En befolkningssammensætning dels uden kulturel foreningstradition (ca. 60% af børnene i bydelens folkeskoler er tosprogede) og dels uden socialt overskud til foreningsarbejde (ca. 40% af bydelens befolkning står udenfor arbejdsmarkedet), sammensat med de sparsomme idrætsfaciliteter har betydet, at foreningslivet på Vesterbro i mange år havde elendige vilkår at eksistere under.

Kristeligt Studenter Settlement har siden midten af halvfjerdserne via etableringen af SSB, Studenter Settlementets Boldklub, gjort et stort stykke arbejde for at sikre Vesterbros beboere bedre faciliteter og foreningsvilkår.

Dette har blandt andet ytret sig med et stort stykke synlighedsarbejde overfor statslige og kommunale myndigheder samt overfor de store idrætsforbund. Vi var i en tidlig fase inde omkring DGI´s beslutning om at placere sit Landscenter Øst, DGI-Byen, på Vesterbro, således at bydelen med udgangen af 1997 fik sit "nødvendige" centrale idrætsanlæg. Et tilbud til de etablerede, organiserede forenings- og aktivitetstilbud, som bydelen trods alt havde at byde på. Samspillet mellem de kommunale myndigheder, DGI og lokalmiljøet gjorde det dog meget hurtigt klart, at det centrale anlæg - DGI-Byen - i forhold til opsamling, organisering og udslusning af de mange uden tradition for foreningstilhør, havde sine voldsomme begrænsninger. Dels var det til rådigværende timeantal, via aftalen mellem Københavns Kommune og DGI, trods alt begrænset, dels blev det meget hurtigt klart, at DGI-Byen rimeligt hurtigt ville blive fyldt op med eksisterende foreningstilbud, der via etablerede administrationer hurtigt kunne synliggøre sig for og opsamle velfungerende børn, unge og familier fra lokalt som centralt hold.

Taberne i dette spil ville være de samme befolkningsgrupper, som SSB via sit daglige virke i bydelen altid havde haft som sine målgrupper - dels de børn og unge, der af sociale og kulturelle grunde ikke opsøger foreningerne, og dels de mange voksne, der ikke har tradition for at organisere sig eller af forskellige årsager ikke kan gøre sig i normale foreningssammenhænge.

Derfor var det oplagt for SSB at fortsætte argumentationen for yderligere faciliteter til bydelen. For at kunne løse ovennævnte opgaver var det vigtigt at få etableret mindre decentrale anlæg tæt på folks bolig. Anlæg der, både i økonomi og styringssammenhænge, kunne lægge op til andre former for organiseringer, kunne prioritere mere "skævt" i forhold til svagere grupperinger m.m. Sådanne anlæg skal ses i et samspil med det centrale anlæg med dialog og samarbejde omkring funktioner, timetildelinger m.m. som en naturlig ting.

Dette var udgangspunktet da SSB i forsommeren 1998 efter nogle forøvelser gik i gang med at udvikle SSBs Forenings- og Aktivitetscenter Idrætsfabrikken . Via en finansiering på omkring 15 millioner kroner, fordelt ca. ligeligt på midler fra offentlige kanaler og fra private fonde og puljer, lykkedes det at få Idrætsfabrikken gjort klar til indvielse i september 2000. Idrætsfabrikken er en selvstændig institution med egen bestyrelse og vedtægter.